Tre mobile robotter cirkulerer nu stilfærdigt rundt med 80 vogne, som transporterer råvarer, komponenter og affald mellem 40 stationer på hvidevarefabrikken.
Det har givet fabrikken et markant bedre flow, fordi varer nu bliver tilgængelige, før produktionen løber tør. Robotteknologien har dermed gjort en stor forskel for en virksomhed, der har arbejdet på højtryk under coronapandemien som leverandør af bl.a. frysere til vaccineopbevaring.
At producere hårde hvidevarer i et land som Danmark med relativt høje lønninger og sælge dem til professionelle kunder i hele verden er en kunstart, der kræver sans for optimering. Derfor har automatisering høj prioritet i Vestfrost Solutions, og ledelsen investerer målrettet i at optimere sine processer med nye teknologier. Nu er tre mobile robotter i drift i Esbjergfirmaets fabrik.
– Vi har fået et klart bedre flow i vores produktion med automatiseringen af interne transportopgaver. Først kortlagde vores lagerchef sammen med produktionsmedarbejderne, hvilke varer der skal være tilgængelige hvor og hvornår. Nu pakker vores lageransvarlige vogne til robotterne i god tid med komponenter og dele til det, vi skal producere i dag og i morgen, så varerne er tilgængelige på rette tid og sted. Medarbejderne trykker på skærm og bestiller levering af det, de snart skal bruge, og så kommer det automatisk med robotten. Den længste tur, vores robot kører, er små 500 meter, så det bliver til rigtig mange robot-ture dagligt. Det forklarer Jens Gadgaard, projektleder hos Vestfrost Solutions.
Før foregik den interne transport hos Vestfrost Solutions meget mere ad hoc, hvor medarbejdere afbrød montage og produktion for at gå hen til plukkecentret efter varer.
Nu er 80 vogne i cirkulation mellem 40 stoppesteder på hvidevarefabrikken i Esbjerg. Nogle trækkes som anhænger til en robot monteret med en særlig trækkrog, mens andre vogne kobles på robotten ved, at den kører ind under vognen og løfter den op ”på ryggen af robotten”. Hovedparten af vognene er de samme, som Vestfrost Solutions førhen brugte til manuel transport. De har blot fået påsat QR-koder, som robotterne kan aflæse. Indretningen af fabrikken er stort set heller ikke ændret.
Der er er opsat lys og programmeret lydsignaler, som adviserer truckførere om, at der er en robot på vej: Selvom robotterne scanner deres omgivelser og automatisk holder tilbage og kører uden om forhindringer, køretøjer og mennesker, så kan en truck i princippet godt komme til at påkøre en lille lav mobil robot på grund af truckens blinde vinkler. Signalerne skaber derfor en ekstra sikkerhed og tryghed for truckførerne.
Ny teknologi har altid forandret måden, vi arbejder på og ændret vores arbejdsopgaver. For Vestfrost Solutions var det dog magtpåliggende at betrygge medarbejderne i, at robotterne ikke skal erstatte nogen, men assistere ved at overtage monotone opgaver og frigøre tid til de mere komplekse. Jens Gadgaard prioriterede derfor at kommunikere tydeligt til sine kolleger: Projektets formål var at bruge medarbejderressourcer på de opgaver, der tilfører værdi til produkterne.
– Der er ingen tvivl om, at det har kostet meget tid at køre 40 km om dagen på kryds og tværs af vores fabrik. Det slipper de for nu, og det betyder noget for lønsomheden og outputtet i vores produktion. Derfor tjener de robotterne sig helt klart hjem. Tilbagebetalingstiden er to år, konkluderer Jens Gadgaard.
Erfaringen er, at vellykket robotintegration handler lige så meget om mennesker som om teknologi. Der skal lyttes til spørgsmål, betænkeligheder og gode indspark fra de mennesker, som samarbejder med robotterne.
– Vi involverede bl.a. en af vores meget erfarne produktionsmedarbejdere. Først var han temmelig skeptisk. Nu har han virkelig fået automatisering ind under huden, så nu kommer han med mange ideer til forbedringer, som vi implementerer, konstaterer Jens Gadgaard.
Her er er det en stor fordel, at Vestfrost Solutions selv kan omprogrammere robotterne. Selve installationen af robotterne er sket i tæt samarbejde med en forhandler af mobile robotter.
Dansk produktion af varer til eksport kræver en høj grad af automation for at være konkurrencedygtig på verdensmarkedet. Sidegevinsten ved robotter som hjælpere er, at arbejdspladsen bliver mere attraktiv, både for yngre og ældre medarbejdere. Det har betydning i en tid med voksende mangel på arbejdskraft i industrien, som også mærkes hos Vestfrost Solutions.
– Vi skal også kæmpe for at få og beholde de folk, vi skal bruge. Men det at vi bruger robotter gør en forskel. Folk gider godt at arbejde hos os, fordi teknologien gør noget ved arbejdsforholdene og giver nogle mere spændende opgaver, som også motiverer de unge, fortæller Jens Gadgaard.
Generelt er han glad for at iagttage, hvordan indførelsen af mobile robotter markant har forandret fabrikkens arbejdsmiljø:
– Da jeg blev ansat i virksomheden for tre år siden, var trafikken meget voldsom med et virvar af larmende trucks og gående medarbejdere, der skubbede vogne på op til 200 kilo. Nu er det blevet anderledes roligt, fastslår projektlederen.
Vestfrost Solutions producerer et bredt udvalg af køleskabe og frysere til professionelle i medicinal og fødevareindustrien og detail- og restaurationsbranchen. Under covid-19 pandemien har efterspørgslen på pålidelig fryserkapacitet skabt travlhed hos Esbjerg-virksomheden. I produktionsteknisk afdeling i Vestfrost Solutions er Jens Gadgaard og kollegerne i fuld gang med flere robotprojekter.
– Det, vi konkurrerer på, er kvalitet og driftssikkerhed i produkterne. Vi skal automatisere endnu mere for at kunne blive ved med at hamle op med konkurrenterne globalt, og der er helt klart potentiale for at automatisere meget mere i vores produktion. Vi har gang i forskellige udviklingsprojekter, som bl.a. handler om at automatisere kvalitetssikring af vores komponenter og produkter. Vi ser også på lagerautomater, hvor vi kan plukke dele direkte fra automaten. Det kan også spare meget tid på et plukkelager med mere end 10.000 dele til vores 500 produktvarianter, siger Jens Gadgaard.
Robotflåden hos Vestfrost Solutions bliver også snart udvidet med yderligere to robotter.
– Vi transporterer stadig paller med truck, men her vil vi også automatisere med en mobil robot. Det kræver, at vi tilføjer en model med endnu større bæreevne, end de modeller vi har nu. Desuden har vi brug for en ekstra robot med trækkrog, fordi vores nuværende robot udstyret med krog har rigtigt mange vogne at køre med. Vi vælger den samme producents robotter igen, for når man først har investeret i én robot, så ville det være besværligt at køre et nyt system ind, siger Jens Gadgaard.
Vestfrost blev grundlagt i 1963. Siden har virksomheden produceret mere end 18 millioner hvidevareprodukter.