Når en møllevinge drejer rundt, kan spidsen bevæge sig op imod 300 km i timen. Når så vind og regndråber rammer, skaller overfladen af, og det skaber ustabilitet i vingen. Det kræver normalt kostbar vedligeholdelse under skrappe sikkerhedsforanstaltninger, men denne proces kan automatiseres, så udgifterne reduceres og sikkerheden styrkes.
Et robotfirma med base i Aarhus har brugt fem år på at udvikle robotten, som i sit grunddesign er fremstillet til at kunne udføre alle mulige opgaver, og der bygges løbende flere og flere funktionaliteter på. En malingproducent har udviklet en pigmenteret, hvid maling til vindmøller med yderligere forbedret modstandsdygtighed over for vind og vejr. Tilsammen kan de tilbyde op til seks gange hurtigere reparation med mindre nedetid og længere vedligeholdelsescyklusser.
Markedet vokser globalt, nye og større vindturbiner bliver konstant bygget, og erosion er et problem for hele branchen. Nyere forskning viser, at erosion medfører nedsat ydeevne, så der er et stort økonomisk incitament for vindmølleproducenter til at udføre reparationer billigere og mere effektivt.