De fynske netværk BlueTech Center er ny partner på R-24

BlueTech Center er et nystartet netværk fra 2023, der har stort fokus på den maritime branche og blandt andet dennes implementering af robot- og droneteknologi. Vi har fået dem til at fortælle nærmere om baggrunden for deres partnerskab og deres forventninger til R-24.

– R-24 adskiller sig fra andre nationale og internationale robotmesser ved at have fokus på brugen af robot- og droneteknologi på tværs af brancher. Vores medlemmer kommer fra den maritime branche, og her er et stort uudnyttet potentiale for udvikling og implementering af robot- og droneteknologi. Vi har valgt at blive partner på R-24 for netop at få adgang til de tech-transfer muligheder, der ligger, fortæller Katarina Fruerlund Deylami, netværksleder ved BlueTech Center, og tilføjer:

– Vi håber at få et tættere samarbejde med de forskellige virksomheder og organisationer i økosystemet, for at sætte skub på udvikling og udbredelse af robot- og droneteknologi i det maritime. Vi håber, at vores medlemmer, med et besøg på R-24, kan se det nyeste teknologi, få erfaring fra andre der har udviklet eller implementeret, og lade sig inspirere til, hvordan de enten selv kan udvikle en ny robot- eller droneløsning, eller anvende robot- eller droneteknologi til automatisering af processer i deres forretning. Herudover håber vi at kunne medbringe viden til robot- og dronevirksomhederne på R-24 om behovene i den maritime branche.

Samlingspunkt for den maritime branche

BlueTech Center arbejder på at samle den maritime branche på Fyn omkring udvikling og implementering af blå og bæredygtige teknologier.

Det gør de ved at facilitere netværk på tværs af virksomheder gennem aktiviteter, kurser og temamøder og ved at styrke samarbejder og partnerskaber mellem virksomheder.

BlueTech Center anerkender de mange fordele ved at besøge og udstille på R-24:

– Man skal besøge R-24 for at lade sig inspirere til, hvordan robotter og droner kan medvirke til effektivisering af processer, et bedre arbejdsmiljø og en økonomisk besparelse i sin virksomhed – uanset hvilken branche, man kommer fra. Man bør udstille på R-24 for at komme i dialog med potentielle nationale og internationale kunder, promovere sig over for nye medarbejdere og nye potentielle samarbejdspartnere, slutter Katarina Fruerlund Deylami.

 

Læs mere om BlueTech Center her og husk, at der stadig er plads til, at din virksomhed kan udstille på R-24!

Book din stand til R-24 med det samme: https://roboticsevent.eu/en/