Siemens Gamesa Renewable Energy har forberedt sig til fremtiden

Hos SGRE har man ønsket at gøre deres generatorproduktionslinje mere fleksibel, højne effektiviteten samt øge produktionskapaciteten. 

Man har kort fortalt ønsket at få en step-linje fremfor den gamle puls-linje.

Produktion af vindmøller

Siemens Gamesa Renewable Energy (SGRE) er en ledende global vindmøllespiller med flere afdelinger i Danmark. I Brande producerer de blandt andet generatorer til deres 3,0 MW vindmøller henvendt til deres onshore kundesegment.

I et tæt samarbejde med et dansk automationshus har SGRE forberedt sig til fremtidens Industri 4.0 – integrationen af den fysiske og den digitale verden, i et projekt, som hos SGRE kaldes Smart Production.

Her er det lykkedes at samarbejde om udviklingen af en ny generatorproduktionslinje, som er mere fleksibel og intuitiv for operatørerne at bruge og forberedt til fremtidens Smart Production. Dette har sikret, at man har øget effektiviteten og forbedret arbejdsmiljøet for de ansatte.

Ny produktionslinje har øget fleksibiliteten

Den nye step-linjeproduktion er bygget op som standproduktion. Det betyder, at hver stand udfører en bestemt type opgave i samlingen af generatoren. I alt er der otte forskellige stande på linjen. Fordelen ved step-linje fremfor puls-linje er, at hver stand kan arbejde, uafhængigt af hvad der foregår på de andre stande, og dermed skal man ikke afvente, at emnerne skal flyttes på en gang på hele linjen. Yderligere er der tilføjet to ekstra stande på produktionslinjen, som gør det endnu mere fleksibelt.  

En anden væsentlig ændring er processerne omkring kørslen med den ombyggede produktionslinje. Her er der lagt stor vægt på at automatisere dele af processerne, så produktionen ensartes fra generator til generator, uafhængigt af hvilke operatører der betjener standen. Det er blandt andet gjort ved at ensarte brugerfladerne på HMI’en og gøre processen mere intuitiv og let at følge for operatørerne. Dette resulterer i bedre kvalitet på de producerede generatorer, højere nøjagtighed samt lavere takttid på to af standene. Og dermed en væsentlig optimeret produktion.

Derudover er systemet på hele produktionslinjen forberedt til SGRE’s Smart Production. Det har allerede nu resulteret i et nyt samarbejde mellem automationshuset og SGRE om en applikation til dataopsamling, som gør det muligt for SGRE at samle udvalgte data op på de forskellige stande. Set fra et kommercielt perspektiv kan det komme SGRE til gode pointerer Matthias Arkenau, Head of Industrial Engineering, Siemens Gamesa Renewable Energy, Plant Brande:

Med den nye applikation kan SGRE nu opsamle data og på den måde påvise produktionskvaliteten af de forskellige generatorer overfor vores kunder. Det sikrer, at vi fremadrettet kan yde en bedre kvalitet og service.

Yderligere giver applikationen mulighed for at analysere og optimere på arbejdsprocesserne og fortsætte udviklingen af produktionslinjen.

Endelig er arbejdsmiljøet blevet forbedret for operatørerne, da de gamle systemer er blevet udskiftet og opdateret med den nyeste teknologi. Dette betyder også, at betjeningen af systemet nu kræver minimal viden og erfaring til glæde for hele produktionen.

Produktionslinje op at køre på 14 dage

Et vigtigt krav til opbygningen af den nye produktionslinje var, at det skulle foregå under et produktionsstop på to uger på SGRE. Automationshuset havde derfor blot to uger til at flytte det, der skulle genbruges fra den gamle linje samt til at få det nye op at køre. Det har været en krævende opgave, som er lykkedes gennem det tætte samarbejde mellem SGRE og automationshuset

Automationshuset har været fysisk til stede hos SGRE i Brande gennem hele projektforløbet både med vores mekaniske-, elektriske-, softwaremedarbejdere samt vores projektledere. Dette har været nødvendigt for at give begge parter den rette tryghed og sikkerhed i projektet, hvilket har betydet, at det ikke har givet forsinkelser i produktionen, siger Matthias Arkenau, Head of Industrial Engineering, Siemens Gamesa Renewable Energy, Plant Brande.

Alt i alt har det resulteret i, at SGRE har fået en produktionslinje forberedt til fremtiden. Produktiviteten har fået et gevaldigt løft, fleksibiliteten er øget og produktionskapaciteten bliver nu udnyttet maksimalt. Samtidig giver installationen og opstart af applikationen mulighed for at fortsætte det tætte samarbejde omkring udvikling af SGRE’s generatorproduktion. Netop det tætte samarbejde er en vigtig parameter i sådan et projektforløb.