Matchmaking og droner til alle på R-22
24-03-2022
Dag 2 på R-22 bød på både matchmaking-eventet Odense Investor Summit 2022 og spændende indlæg om, hvordan robotterne vandrer ud i brancher som landbrug og byggeri. I alt 1.879 besøgende lagde vejen forbi OCC.
Robotter er kommet for at blive. Ikke bare på fabriksgulvet, men også på landbrugsmarker, i gartnerier, på byggepladser – og på sigt i vores alle sammens dagligdag.
Det var noget af det, man som besøgende kunne blive klogere på på dag 2 af R-22, hvor konferenceprogrammet bød på en række spændende diskussioner og oplæg om anvendelsen af robotter- og droner – i eksempelvis landbruget, i byggeriet og i energisektoren.
Samtidig kunne man på et meget interessant oplæg om autonome robotter høre nærmere om den betydning, det får, hvis vi for alvor sætter morgendagens meget avancerede robotter fri og slipper dem løs i vores dagligdag.
Flere danske roboteventyr
Ellers stod R-22 i matchmakingens tegn, da R-22 havde fornøjelsen af at lægge hus til dette års Odense Investor Summit 2022.
Her matches iværksættere og mindre virksomheder inden for robot- og droneteknologi med potentielle investorer fra både ind- og udland. Hver håbefulde iværksætter fik således 15 minutter til at pitche sin forretningsidé til investorerne. Forhåbentligt udmønter det sig i flere danske roboteventyr.
Udenlandske delegationer
Andendagen på R-22 var generelt præget af høj aktivitet og mange engelske gloser som følge af flere udenlandske delegationer.
Ud over de udenlandske investorer på Investor Summit havde både en tysk, norsk og finsk delegation således valgt at tilbringe dagen på robotmesse i Odense.
”Odense specifikt og Danmark generelt er for længst blevet et verdensnavn inden for robotteknologi, og det mærker vi i dén grad på årets R-22. Det er dejligt at opleve, at så mange udenlandske besøgende prioriterer messen og bruger den som afsæt til at tanke op med ny viden og nye forbindelser,” siger Katarina Fruerlund Deylami, Business Unit Manager hos Odense Congress Center.
I alt 1.879 besøgende lagde vejen forbi Odense Congress Center ifølge de officielle besøgstal.