Du kan trygt besøge Nordens nye robotmesse!
19-10-2020
Odense Congress Center har udviklet konceptet ”Clean & Safe”, så du er garanteret en tryg messeoplevelse, når du besøger R-21 i foråret 2021.
Når den nye nordiske robotmesse, R-21, løber af stablen på Odense Congress Center for første gang i marts 2021, bliver det med ekstra fokus på sikkerhed, afstand og hygiejne.
Odense Congress Center har udviklet konceptet ”Clean & Safe”, der sikrer, at messer og andre arrangementer fortsat kan afvikles med mange deltagere og under helt trygge forhold.
– Sikkerheden for vores gæster, udstillere og medarbejder er en absolut førsteprioritet. Og med det nye koncept garanterer Odense Congress Center, at vi til hver en tid kan overholde regeringens retningslinjer, siger Katarina Fruerlund Deylami, Business Unit Manager for R-21.
Tager tryghed til nyt niveau
Udover de senest opdaterede retningslinjer består ”Clean & Safe” af en række konkrete og specifikke tiltag, der løfter forholdsreglerne mod COVID-19 til næste niveau. Messeområdet vil blandt andet blive indrettet på en helt ny måde, så R-21 kan præsentere helt optimale og sikre forhold.
– Vi kommer blandt andet til at have separate ind- og udgange, bredere gangarealer i haller og sale samt dedikeret personale, der står klar til at hjælpe gæsterne med at holde afstand og god hygiejne, siger Katarina Fruerlund Deylami.
Det er dog vigtigt for hende at understrege, at en tryg messe er et fælles ansvar:
– En stor del af succesen bag en sikker messe, det er indsatsen fra udstillere og gæster. Derfor indeholder ”Clean & Safe” også særlige guides og retningslinjer til gæster og udstillere, som de skal følge, når de besøger messen. Vi kan skabe rammerne på OCC, men vi har alle et ansvar for hinandens sikkerhed.
Stor opbakning fra branchen
Katarina Fruerlund Deylami er dog slet ikke i tvivl om, at udstillerne på R-21 vil gøre deres ypperste for at sikre en tryg messe.
– Vi er selvfølgelig midt i en spøjs tid, så det ville være underligt, hvis vi ikke kunne mærke det igennem planlægningen af messen. Men heldigvis mærker vi en god opbakning fra hele branchen. Standsalget går rigtig godt, og vi får flere udstillere for hver dag, der går, siger Katarina Fruerlund Deylami.
Messens konferenceprogram er også begyndt at tage form, og her er der flere spændende oplægsholdere på programmet.
– Uden at afsløre for meget kan jeg godt sige, at der er nogle store navne på plakaten. Vi kommer også til at have virtuelle oplæg med nogle spændende, udenlandske oplægsholdere, der ikke kan være fysisk til stede på messen på grund af COVID-19, fortæller Katarina Fruerlund Deylami.
Planlægningen af R-21 går i den helt rigtige retning på trods af COVID-19, og indtil videre har teamet bag messen kunne arrangere sig ud af de bump, de har ramt på vejen. Alligevel er der ét sted, hvor de stadig kæmper med at få det helt rigtige budskab ud.
Tvivl og misforståelser omkring forsamlingsforbud
Med regeringens skiftende udmeldinger omkring forsamlingsforbud er der hos flere udstillere og gæster opstået tvivl om, de overhovedet må deltage på en messe.
– Det kan være svært at finde rundt i alle de restriktioner, forbud og anbefalinger, der næsten ændrer sig fra dag til dag for tiden. Derfor har vi oplevet, at flere ikke tror, de kan komme på messe, siger Katarina Fruerlund Deylami og fortsætter
– Men du må gerne tage på messe. Det er helt trygt og sikkert – og så er det faktisk tilladt. Der er ikke forsamlingsforbud for messer, og det er der mange, der ikke er klar over.
Messeaktiviteter følger nemlig retningslinjerne for indkøbscentre, og et besøg på en messe kan derfor sammenlignes med, når kunder går rundt og shopper i flere forskellige butikker i et storcenter.
– Selvom vi gerne må ses på R-21, så skal vi selvfølgelig blive ved med at holde afstand og passe på hinanden. Det vil ”Clean & Safe” hjælpe os alle sammen med. Det betyder også, at Odense Congress Center har faciliteterne og ekspertisen til at afvikle en sikker robotmesse. Så det er med glæde, at vi ser frem til at afvikle R-21 næste år, slutter Katarina Fruerlund Deylami.
Du kan besøge Nordens nye robotmesse fra den 3.-5. marts på Odense Congress Center.
Læs mere om alle tiltag samt ”Clean & Safe” retningslinjerne.
Ud fra konceptet ”Clean & Safe” er hovedingredienserne ved et messebesøg hos Odense Congress Center:
- Et stort antal separate indgange
- Brede gangarealer i hallerne
- Pladskrav på 4 m2 pr. person (Odense Congress Center har over 20.000 m2)
- Messen følger retningslinjerne for storcentre og stormagasiner
- Gratis mundbind/handsker på forespørgsel til besøgende